INTRODUKTION
 

 Disse sider skal give et samlet indtryk af en kunstners livsværk: billedhuggeren Johannes C. Bjerg (1886-1955).

Et uprofessionelt forsøg på at lave et "virtuelt museum"

Det er ikke færdigt, og den besøgende undgår næppe at støde på links, der ikke fungerer helt som de skulle. At næsten al tekst kun er på dansk begrænser jo også udbyttet for udlændinge.

De sideordnede ansamlinger af 18 statuer, 5 portrætstatuer, 34 relieffer, 43 statuetter og 42 buster samt 4o tegninger burde være individuelt anknyttede til de relevante felter i databasen men indtil videre må besøgende selv rulle sig vej ned gennem den kronologiske database, som man også kan komme til via venstre-menuen.(Den omhandler ikke tegninger)

En fortegnelse af 42 værker i det offentlige rum findes her:

              http://samlingen.koes.dk/vaerker-i-det-offentlige-rum/soeg?utf8=%E2%9C%93&q=johannes+bjerg

To illustrerede tekster belyser de kunsthistoriske aspekter af kunstnerens arbejde.

Den ene er afhandlingen af Theresa Nielsen " Johannes C. Bjerg - De tidlige år 1909-1921" , som også omfatter en række separate citat-artikler. Den blev udgivet af Kunstmusæet Køges Skitsesamling og Vejen Kunstmusæum i 1990.

Den anden er den ret omfattende biografi som kunstnerens 2' hustru, min mor Minna Bjerg har skrevet. I en alder af 97 var hun stadig en værdifuld kilde til information, - Hun døde i 2005.

Det er hendes enorme arbejde gennem årtier med at samle, ordne og katalogisere alt det efterladte materiale, der udgør fundamentet for dette "museum", og rummer muligheder for dets videre udvikling

Centralt i dette arbejde er den ovenfor nævnte udførlige kronologiske database der dækker overhovedet al den skulptur, der er kommet fra hans hånd - selv uopsporede eller tilintetgjorte værker, og information om alle kendte udstillinger af disse, ejendomsforhold til eksemplarer af værkerne og publicerede omtaler. Indtil videre er der her i net-udgaven kun inkluderet førstegangs-udstilling.

Billedkvaliteterne her er langtfra de bedste. I nogle tilfælde er det fordi der ikke findes bedre billede. Men gennemgående blev størrelserne af billedfilerne her tilpasset den type af lav-hastigheds-forbindelse via telefon, der i 2003 var den mest udbredte.

Som redaktør af stedet her , grundlagt i 2003, opdateret November 2007 og senest Oktober 2016, vil jeg være taknemlig for feedback, kritik og forbedringsforslag, og vil også søge at besvare eventuelle spørgsmål.

Kresten Bjerg (45) 35389939 e-mail: Klik her.................. (www.psy.ku.dk/bjerg)