Paris

Johannes og Sigrid Marie Jacobsen giftede sig 24/2 1911. Hun var datter af Anders Peter Jacobsen og Christine Marie Jacobsen, f. Thomsen.

Faderen havde ejet en gård i nærheden af Kolding, Moderen var efter hans død flyttet til København, hvor hun på Steenstrups Allé, havde lejet en stor lejlighed og drev en slags pension.

Sigrid havde ikke nogen speciel uddannelse, men havde været et år i huset i England og kunne også noget fransk. Hun var efter vennernes sigende usædvanlig smuk og meget beundret, men beskeden og venlig, forstående og hjælpsom, livet igennem. Da moderen ikke længere kunne klare sig alene, blev hun da også som en selvfølge optaget i familien i Skodsborg

Februar 1911 drog så det lykkelige unge par afsted til Paris. (Efterladende de tidligere arbejder på et loftskammer, hvorfra de i deres fravær sporløst forsvandt.) De indlogerede sig midlertidigt på et meget beskedent hotel i Rue Cherche Midi. Det var vanskeligt at finde et passende atelier; i over en måned gik de gade op og gade ned for at finde et, der var billigt nok. Endelig lykkedes det; på Montmartre: 13. Rue Ravignan, i den række af atelierer, som senere skulle blive berømt som "Bateau Lavoir Mange af gennembruddets kunstnere havde boet her bl.a. Picasso. Det var simpelthen så primitivt og forfaldent som tænkeligt, eet rum med et fortræk for at danne stue; revner og sprækker overalt, så man kunne se ind til naboerne; ingen bekvemmeligheder af nogen art, og hvad der var det værste, en uudryddelig hær af væggelus, som efter nogen tids kamp, blandt andet med petroleum i underkopper under sengens ben, fordrev dem til et bedre atelier på Montparnasse, 39. Boulevard Sct. Jaques.

Det var indrettet, som så mange franske atelierer, med en "sous-pente", så man forenede det højloftede arbejdsrum med en lav, mere beboelsesagtig afdeling ovenpå Hvorlænge de stod det ud med lusene, ved jeg ikke; i alt fald ikke så længe, at de er opført som faste beboere i de officielle registre. Det fremgår af en liste i kataloget til en udstilling på Musee Jaquemart Andree i 1975. Måske har de bare slet ikke vidst, at man skulle tilmelde sig på borgmesterkontoret. Den unge, danske tilflytter anede ikke, hvilket umådeligt held han havde haft: At dumpe ned midt i den skare af malere og billedhuggere, der eksperimenterede med alle kunstens virkemidler. Pionerene i "Den moderne kunst"!

Hans nærmeste nabo var den spanske billedhugger, Agero, som synes at være forsvunden, da den første "Section d'Or" udstilling genåbnede i 1922. I det omtalte register er han forsvundet i 1918. Han var barndomskammerat med Picasso og dengang stadig hans nære ven; efter Johannes mening, inspirator til mange af de ideer, der gjorde Picasso, til den han blev.

Gennem ham kom Johannes i forbindelse med hele kredsen af tidens banebrydende kunstnere. Archipenco, Juan Gris, Braque, Gleize, Metzenger, også forfatteren Paul Fort og digteren Reverdy, der var en slags sekretær for sammenslutningen "Section d 'Or" ( Et rigtigt Duchamps ordspil på de to betydninger. " Det gyldne Snit "og " Guld-afdelingen. ") Johannes arbejder blev øjensynlig accepteret af denne gruppe, i al fald blev han medlem af udstillingen og skulle have været med i efteråret 1914. Af gode grunde blev den ikke til noget. Da udstillingsvirksomheden i 1922 blev gen-optaget, var mange af de gamle deltagere døde, eller i al fald forsvundet ud af fransk kunstliv.

Meget væsentlig for udviklingen i perioden, var nogle ugentlige diskussions-møder hos maleren Jaques Villon i hans hus i Puteau, udenfor Paris, hvor han og hans to brødre, maleren Marcel Duchamps og billedhuggeren Raymond Duchamps-Villon om søndagen samlede en kreds af kubister, eller på anden måde utraditionelt arbejdende kunstnere. Johannes har næppe været med; de var kendt for deres verbale spidsfindigheder, og hans fransk var ikke noget at prale af. Han var lykkeligt gift, havde ikke nogen fransk "veninde" og lærte ikke sproget efter naturmetoden på samme måde som så mange af hans skandinaviske kolleger. Det har sikkert været Agero, der har formidlet deres teorier.

Kunsthandleren Kahnweiler havde i sin "stald" Picasso, Braque og Juan Gris, senere også Vlaminck og Leger. " De ægte Kubister" der kun udstillede i hans Galleri. Der synes at have været et vist modsætningsforhold mellem dem og kredsen omkring Duchamps, der udstillede i et større galleri i Rue de la Boétie. De "ægte" var mere anerkendte og tjente flere penge. Når Johannes ikke fik nogen særlig forbindelse med Picasso, var det måske også fordi Picasso ikke havde tid! Han fortalte, at de alle arbejdede hårdt, men Picasso gik så vidt, at han ingen udstillinger så. "Han arbejdede, så længe det var lyst, og når det blev mørkt, var udstillingerne lukkede". Det er klart, at de to grupper havde divergerende meninger. Marcel Duchamps havde foretaget en længere rejse sammen med vennerne Apollinaire og Picabia, og skriver selv herom:

Le resultat c'est Le Salon de la Section d'Or, ou s'afirme une dissidence du Cubisme. (Udstillingen i La Gallerie Boétie. 1912)

Et andet sted skriver han:"Je parts toujours de la réalité, koncilier tradition et cubisme! Il importe de donner à la construction une solution consciente, grace aux moyens surs et sevères de l'aritmetique et de la géometri."

Når man ser på Johannes Bjergs livsværk, er det indlysende, hvad dette naboskab og disse år har betydet for ham. Hvad angår de nye forsøg med at male et motiv fra forskellige synsvinkler på det samme lærred, fandt han det selvfølgelig spændende, men syntes ikke, det var særlig interessant for skulpturens vedkommende. Man ku' jo bare dreje kavaletten, eller gå rundt om, så havde man alle de indfaldsvinkler, som nogen kunne ønske sig.

Den oprindelige plan havde været at søge Maillols skole; men det blev hurtigt opgivet, da det viste sig, at skolen ganske vist bar Maillols navn, men at han sjældent kom der og slet ikke underviste. I stedet gik Johannes, især i de første år, på en Croquis-skole for at tegne efter model. Det var forøvrigt her,han traf Abessynieren, hvis form han blev så begejstret for, at han engagerede ham privat. (Også Archipenko og den danske billedhugger Jarl anvendte ham som model). Hans krop var i en så fuldendt balance, at Johannes ganske enkelt brugte hans naturlige hvilestilling som statuens hovedmotiv. Han groede som en plante; kunne lade armene folde sig ud eller lukke dem over brystet. Begge stillinger blev anvendt; den ene til statuen, den anden til en statuette.

Tidligere havde Johannes lejlighedsvis haft privat-model sammen med to andre skandinaver; men nu skulle det store slag slås. Modellen mødte hver morgen kl. 6. Dagen begyndte så tidligt, for om eftermiddagen måtte Johannes på væddeløbsbanen, hvor han, da de tre års understøttelse var spist op, i de sidste måneder før han måtte rejse hjem, tjente til dagen og vejen ved at spille efter et system, som Berlingske Tidenes korrespondent i Paris, Hjalmar Hansen havde lært ham. Det forudsatte, at man kendte hestene, for man spillede udelukkende på favoritterne. Med stigende indskud indtil i alt 1000 frc. For at få mere tid til at modellere prøvede han at lade sin kone, Sigrid, tage ud og spille efter hans anvisning Hun havde jo som barn på forældrenes gård set heste og forstod sig noget på dem; så da hun efterhånden også talte skikkeligt fransk var det "naturligvis" hende, der måtte gå og spille, selvom det tog meget på hende, når hun tabte. Fransk talte han ret dårligt, så han blev som oftest hjemme og modellerede. Systemet gav ikke store gevinster, men nok til at familien kunne leve af det,selvom de var flyttet til en bedre bolig (i rue d'Alésia.)

Et forsøg i Monte Carlo med et andet specielt system mislykkedes totalt.

Efter hjemkomsten til Danmark, satte han aldrig sine ben på en væddeløbsbane; det havde været ren forretning.

Et mere kunstnerisk udbytte var "Sejrherren". Han havde lagt mærke til, at den hest, der havde vundet et løb, på sin sejersrunde gik på en ganske særlig måde. Den vidste, den havde vundet og var stolt af det, også lidt vigtig. "Har I nu også allesammen set mig!"

På et tidligere tidspunkt havde Johannes suppleret sine danske penge ved at lave møbelbeslag i repousseret metal, (en særlig teknik, hvor motivet blev udbanket fra bagsiden, som Agero havde lært ham) også Sigrid deltog i dette arbejde. efter i 1912 at have udstillet på Salon des Indépendants, fik han et par portrætbestillinger. En rigmand fra Le Havre bestilte et marmor eksemplar af en buste, som Johannes havde lavet af en af sine venner, uden tanke på salg, og uden at ane, hvor rig faderen var. Den anden, i bronze, var et portræt af en parisisk afføringspillefabrikant. Den morede ham meget lidt; så lidt at han en dag, i en blanding af arrigskab og kådhed, skød på lermodellen med en revolver; Det gik ikke som beregnet; der blev et enormt hul gennem hele busten. Skadens omfang har nok virket afkølende, for han måtte jo pænt tage fat igen; betalingen kunne ikke undværes i den spartanske husholdnin

 I 1912 havde han fået et arbejde antaget på Le Grand Salon, hvilket har jeg ikke kunnet finde frem til; I 1914 fem arbejder på Salon des Indépendants : Lille Eva (i buskbom), Mand med Lanse (i mahogni) Siddende moderne pige (i gips) Pige med sommerfugl (i patineret gips) og portræt af pillefabrikant Bourdier( i bronze)

 Dette billede synes at være taget, lige før de flyttede til en rigtig lejlighed i Rue d'Alésia. (Det må have været omkring årsskiftet 1913-14.) Det viser, foruden de arbejder, der allerede havde været udstillet, buster af Sigrid Bjerg og Åge Oxenvad, en stor ufærdig mandsfigur i ler, kaldet "Uffe", statuetterne "Hero", og "Sivet", plus relieffet " Treklang " .

Alt i alt tegnede tingene sig rigtig godt for den unge families fremtid. Sigrid ventede barn og var taget hjem for at føde hos sin mor i København, men da krigen brød ud, August 1914, måtte Johannes i huj og hast rejse hjem til sin kone, Han efterlod alt, men nåede det sidste tog, der gik gennem Tyskland til Danmark, før grænsen blev lukket. En i alle henseender gyselig tur; oven i købet uden mad, da ingen i Tyskland ville tage mod franske penge. Heldigvis havde de i Paris en veninde, Mrs. Curtis, der var gift med en amerikansk millionær, og som blev i byen. Hun havde lovet at tage sig af hans efterladenskaber og fik da også kunstværkerne ekspederet til Danmark; bohave og tøj blev skænket til en flygtningelejr. Johannes morede sig meget over at det eneste, der nåede hjem, var hans høje hat. At en fattig billedhugger overhovedet ejede en sådan sag, har sin egen historie. Som en sidste rest af Frankrigs taknemmelighed over Danmarks støtte under Napoleonskrigene, eksisterede stadig en bestemmelse om at danske kunstnere skulle have gratis adgang til Statens teatre. Nu fik man ikke billetterne på forhånd, først ved ankomsten til teatret eller operaen blev pladserne anvist af en funktionær, der fordelte dem - efter folks påklædning; så den høje hat og et hvidt slips havde skaffet dem adgang til de bedste pladser. De gik der ofte, også opera og ballet havde en blomstringsperiode; det var Stravinskis og Diagilef-balletternes tid; Navnlig Nijinsky begejstrede ham; statuetterne af Pan er således direkte inspireret af hans dans I "L'Après Midi d’un faune.

Også det nye medie, filmen interesserede ham meget; den lokale biograf havde en ny forestilling hver uge, og de gik der trofast. Blandt deres danske bekendte, der i perioder levede i Paris, var arkitekten Ivar Bentsen nok den, der fik størst betydning for ham; han fremhævede, at det var Ivar, der havde lært ham at se på huse, som på skulptur, og det er ikke vanskeligt at forstå, at hans interesse for den "matematiske" konstruktion i en skulptur gik fint i spand med en moderne arkitekts syn på arkitekturens grundproblemer. Hans kone, billedhuggeren Helle Klint, har beskrevet deres sammenkomster som uendelige diskussioner om kunstens væsen, tilsat spandevis af the med "gros pain" til. Ikke just hvordan folk i almindelighed forestiller sig "kunstnerliv i Paris".

Maleren og keramikeren Jais Nielsen kom de meget sammen med, i den periode han boede i Paris; han malede blandt andet lejlighedsvis med, når Abessynieren stod model, som man kan se på Jais' lille smukke og meget tidstypiske maleri, som Kresten ejer. Jeg husker, at Johannes talte om hans mor med megen beundring, men ikke hvorfor; kun ved jeg, at hun var en bondekone uden tilknytning til kunsten og at hun en eller anden gang besøgte Jais i Paris. Også Adam Fischer, der dengang var maler, men som blandt andet i Johannes' atelier fik lyst til billedhuggeriet. Venskabet med billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen, der var en slægtning af Sigrid, betød meget for Johannes livet igennem; jeg synes, hans indflydelse spores i de tidlige arbejder, og ved, at det var ham, der administrerede legatpengene i Danmark, men ikke om de var længe samtidigt i Paris.

Musikeren Aage Oxenvad, der var en slægtning af Sigrid og som hun havde kendt fra ganske ung, besøgte dem en tid, hvor portrætbusten blev modelleret. Jeg ved ikke, om det var gennem ham, de lærte Carl Nielsen at kende, eller det var gennem hans kone, billedhuggeren Anne-Marie Brodersen, der stammede fra Johannes' hjemegn. ( Han fortalte, at han som dreng havde været meget betaget af denne smukke kvinde, der red faderens unge heste til, i vild galop, med det lange gule hår vajende som en fane). Johannes satte meget pris på dem begge. Jeg ved ikke om venskabet stammede helt fra parisertiden, eller var af en nyere dato, da Oxenvads senere i Skodsborg blev deres naboer og daglige omgangsfæller, Desværre for dem begge varede naboskabet kun et år, da rejsen fra Skodsborg var for lang, når Oxenvad både skulle til prøver på teateret og ind igen om aftenen.

I de "finere" cirkler, Gesandtskabet og Den Skandinaviske Forening, kom den Bjergske familie sjældent; måske stod den manglende interesse også i forbindelse med den slunkne pengepung og manglen på en passende garderobe.

I perioden før første verdenskrig har også norske og svenske kunstnere i stor udstrækning haft kortere eller længere ophold i Frankrig. En række af dem "strandede" i Danmark, da de flygtede ved krigens udbrud; de blev boende her i håbet om hurtigt at kunne komme tilbage og klarede sig igennem ved alskens besynderlige job. Per Krogh dansede Tango på det nyopførte, mondæne Palace Hotel: et idol for La jeunesse dorée og til herlig forargelse for det gode borgerskab. I begyndelsen af trediverne fandt kredsen sammen igen og dannede grundstammen i "Unionalen". (En interskandinavisk udstillergruppe.) Personlig husker jeg en række af dem fra en festlig aften i Materialgården, under den skandinaviske udstilling i 1947. Henrik Sørensen, Ulrik Hendriksen, Per Krogh, Axel Revold, Storstein, Reider Auli, Alf Rolfsen også billedhuggerne, Per Palle Storm og Stinius Fredriksen, som vel ikke alle havde været med i første omgang. De mere etablerede franske billedhuggere har Johannes nok ikke haft forbindelse med. Allerede hjemme i København havde han beundret både Rodin og Meunier, fra Parisertiden husker jrg ikke, han har omtalt andre end Bourdelle, hvis skulpturer han ikke var særlig begejstret for.

Den tidligere omtalte, oprindeligt spanske billedhugger, Agero synes at have haft den altovervejende indflydelse. Her ses et fotografi af ham i hans atelier. En lille spinkel mand med mærkelige øjne og et stort sort hår omgivet af en broget samling figurer. Dominerende, en meget stor buste af en mand med Bowlerhat, smukt men ret traditionelt modelleret, på kavaletten bagved en lys kvinde-torso i en nyere "kubistisk" stil; ligesom mandsbusten på kaminhylden, meget forenklet. En lille, meget indviklet gruppe med to kæmpende personer ses i baggrunden. Den eneste væg er helt fyldt med små indrammede relieffer, som det dårlige fotografi ikke giver noget rigtigt billede af. På gulvet står to afrikanske figurer. Han udstillede på Section d'or, men det er ikke lykkedes mig at finde andre billeder af hans skulpturer.
 klik her for at gå til næste afsnit