De sene buster.
En række portrætopgaver optog Johannes gennem de sidste år. Det blev til en marmorbuste af Emilie Christensen, egentlig til et hjem for gamle sygeplejersker, der aldrig blev oprettet, fordi der ikke var penge nok til dets drift, da hendes mand døde. Hun solgte den senere til en kunsthandler, der igen afhændede den til en ukendt kunde. Altså desværre "borte".
Helt forskellig fra Ejner Nielsens blev busten af Harry Søjberg (1950). Den blev bestilt til opstilling foran Århus Biblioteks facade, som led i en række forfatterportrætter. Da den skulle stå på en ret høj sokkel i fri luft, måtte den være større og have en mere forenklet udformning end Ejner Nielsens. Søiberg var en god ven og en storartet fortæller; så det blev en fornøjelig affære.
Anderledes gik det med Johannes V. Jensen. Denne store forfatter forsøgte sig også i billedhuggerfaget og foreslog, at de skulle modellere hinanden, samtidigt. Johannes korsede sig alene ved tanken, og det blev da heller aldrig til noget.
Digteren - Hans Hartvig Seedorf skulle også portrætteres i Aarhus; han var Johannes gode ven helt fra deres tidlige ungdom, så Johannes havde håbet på at komme til at lave den, men det blev en anden, der fik bestillingen.
Nogle år senere, i 1949, (?) ville en kreds af beundrere hædre Poul Reumert ved at opstille en marmorbuste af ham i Det kongelige Teaters foyer. De bad Johannes lave den, hvad han med glæde sagde ja til; han havde altid beundret Reumerts kunst og syntes hans stærke træk egnede sig udmærket til marmor.
Det blev et meget fornøjeligt foretagende. Reumert kunne slet ikke lade være med at spille komedie, og når han var gået, kunne Johannes modellere i fred, -og i højt humør. Det blev da også til en, efter min mening, udmærket buste udstillet på Den Frie i 1949; men opstillingen på teatret var, og synes at forblive, uheldig. På en sokkel af samme højde som en række andre, gør den lille drejede plint den endnu højere og, hvad værre er, for højt placeret i forhold til publikum. Gipsmodellen kom til at stå meget bedre på Teatermusæet.
I 1951 var det Generalkonsul I. O. Lange, der sad model. En bronzebuste bestilt af Nordisk Fjerfabrik. Hvor den er blevet af i den almindelige tumult under firmaets konkurs, ved jeg ikke.
Peter Kruhøffer - 1950
Også omkring denne tid var det, at Johannes' barnebarn Peter måtte holde for. Vi var kommet til at kende ham særlig godt, fordi han boede hos os, mens Hannah besøgte sin mand i Amerika. Det blev en meget følsomt moddeleret buste, der blev meget vellignende.
Busten af Dronning Ingrid (1951) var en kærkommen opgave; det var De Danske Statsbaner, der bestilte den til den nye færge, der bar hendes navn. Opgaven var for ham dobbelt; at skabe et Dronningeportræt og billedet af en smuk ung kvinde, som han beundrede, og som havde helt sin egen stil. Beundringen blev ikke mindre efter mange timer, tilbragt sammen på hans atelier. Han havde lært et usædvanligt begavet og åndfuldt menneske at kende. Det fremgår, synes jeg, også af busten, selvom den pompøse, fransk prægede drapering måske ved første blik kan stjæle opmærksomheden fra den følsomme modellering af ansigtstrækkene. Hovedets aristokratiske rejsning, der er så karakteristik for hende, er ramt helt præcist, og for een gangs skyld var Johannes selv næsten tilfreds. Bronzebusten fik en krank skæbne; først blev den opstillet i Restauranten, hvor den druknede i den almindelige tummel i kampen om smørkagen; for så, da færgen blev hugget op eller solgt, at blive forflyttet til Jernbane Museet i Korsør, hvor den henstår i almindelig ubemærkethed.
Jeg har senere tænkt på at få lavet et eksemplar i brændt ler, måske blot med de bare skuldre; men det synes at støde på allehånde vanskeligheder, og er aldrig blevet til noget.
Af Handelsminister Halfdan Hendriksen busten (1953) kom et eksemplar til Carlsberg Bryggerierne et andet til det konservative partis lokaler på Christiansborg.
Højesteretssagfører H. H. Bruun (1954). Johannes kendte ham og nærede stor respekt for hans eminente faglige dygtighed, men havde ikke noget egentlig venskabs-forhold til ham. Alligevel har hans buste mange træk fælles med Ejner Nielsens. Den er meget vellignende; men på en eller anden måde, er den også en slags selvportræt; det er som om Johannes har spejlet sig i modellen. Den stærke personlighed, der ser årene gå, og kræfterne svinde. H. H. Bruun var mangeårig formand for Københavns Kunstforening, der havde bestilt busten. I en årrække har den haft plads i lokalet lige efter indgangen. Fru Bruun brød sig ikke om at få et eksemplar; jeg forstår det godt, for jeg havde akkurat den samme følelse, da Axel P. Jensen tilbød mig det portræt, han havde malet, den sidste sommer Johannes levede. Det var for godt.
Johannes var alle dage en ven af "fest", opfattede også kunst, som det, der skulle og kunne bringe noget festligt, opløftende, ind i menneskers hverdag. Så da Akademiets 200-års jubilæum nærmede sig, gik han i gang med forberedelserne til at fejre det; ikke så meget for Akademiets egen skyld, som for kunstnernes og kunstens, som han ikke mente, blev værdsat efter fortjeneste i det moderne samfund. Her var, syntes han, en lejlighed til, ved mediernes hjælp, at skabe opmærksomhed omkring den og dens betydning i samfundet, før og nu. Ikke mindst en mulighed for at skaffe penge til en forøgelse af de gamle legater, hvis værdi jo med tiden var meget reduceret. Det lykkedes da også, at indsamle over 250. 000 Kr. til legater, foruden betydelig støtte til elevrejserne og lovning på et kollegium for arkitektstuderende. Meget betydelige beløb i 1954-penge.
At fordelingen af dem vakte vrede blandt arkitekterne, var der ikke noget at gøre ved, da den var fastlagt i donationerne; men det bar da brænde til bålet: Arkitekternes almindelige misfornøjelse med Akademiets struktur og dets administration, der holdt fast ved fundatsens regler.
Jubilæet blev iøvrigt fejret på alle fronter. Der blev, med Aage Marcus som redaktør, lavet en bog om perioden 1904-54 og, under Erik Lassens ledelse, en udstilling der fyldte hele Charlottenborg med værker af de 200 års medlemmer og elever; en perlerad af landets bedste kunstnere. Dog med mange huller for nyere tids vedkommende, hvor ikke alle har været uddannet på Akademiets skoler. Den blev åbnet med det traditionelle ceremoniel. Også Akademiets årsfest, der var udvidet med gæster fra de andre skandinaviske lande, blev afholdt i den store stil; den blev dog efterfulgt af et almindeligt festligt samvær på Christiansborg, med et beskedent måltid og et glas øl. Det kunne vist ingen påstå var overdådigt.
Der hævede sig adskillige røster mod hele Jubilæets stil. Man fandt den 'Rokoko", ikke i tidens ånd; det var "krukket", når betjentene, ved festlige lejligheder, bar det gamle kongelige livré i Oldenborgernes farver, det passede ikke i vor tid. At det passede Johannes og de fleste af de andre medlemmer er der ingen tvivl om; man fandt det festligt, og som et symbol på tingenes, og ikke mindst kunstens sammenhæng med fortiden. Bortset fra Guldmedaljevinderne, festede eleverne i et særligt arrangement for sig selv; og det skal nok have været i en mere moderne stil.
I sommerferien 1954 havde Johannes det rigtig elendigt; var utilfreds med alt og alle og syntes helt at have tabt modet. (Axel P. Jensen malede hans portræt, hvor det ses, alt for tydeligt.) Han havde fået bestilling på en skulptur til Odense Stadion og havde straks bestemt sig til ikke at lave nogen Nævekæmper eller Diskoskaster, men at tage sin egen kamp op med det gamle problem: To figurer i modgående bevægelse. Elskovskampen, Agnete og Havmanden og så nu: Sejren (I modsætning til Foss, hvor de to bevægelser støtter hinanden).
Her har kvinden, for et øjeblik siden, sat sejrskransen om mandens pande uden rigtig at standse sin bevægelse hen imod ham, mens han også fortsætter sin gang, så de næsten krydser hinanden.
Johannes lavede skitsen i baderummet på Rylereden og bragte den hjem i den gamle blå emaljerede mælkespand; mere primitivt kunne det dårligt være. Den kom aldrig op at stå, men Ny Carlsberg Fondet købte skitsen i bronze efter hans død. Den blev givet til Kolding Kunstforening og står nu på Trapholt Museum.
Hjemme ventede busten af Rotaryvennen Jørgen Hempel og Kvinden på 30, som skulle laves nu eller aldrig. Det blev jo altså til -aldrig. Der blev, som ved tidligere lejligheder, rettet på den gamle, men det blev hurtigt opgivet, og den blev sat op på et nyt stativ. Det tegnede til, at det ville lykkes denne gang at få en bedre balance mellem overkroppen og den nederste del af statuen. Men, Johannes havde færre og fær, da hele hans generatuone kræfter, og den kom aldrig så langt, at mine rådgivere efter hans død syntes, den burde støbes; så den blev revet ned. Jørgen Hempel ville gerne have sin buste, som den stod; så den blev støbt, og han fik den hjem til Anneberg.
Man kan undre sig over at Stærekassen, hvor hele hans generatiom ellers er represeteret, ikke rummer noget arbejde af Johannes. Det har sin egen histotie. Helge Jacobsen havde spurgt ham, om han ville lave en af gavlene og var derefter rejst bort uden at underrette den øvrige bestyrelse, der imidlertid spurgte Utzon-Franck, om han ville lave begge facaderne. Da det senere viste sig, at han aldeles ikke ville opgive den ene, opfordrede man Johannes til at lave en udsmykning af selve port rummet, men da han fandt det ganske uegnet til nogen form for skulptur, sagde han nej-tak.( Jeg kan ikke huske, hvor langt han var nået med sit forslag, kun at vi besøgte arkitekten.)
Rotaryklubben som sådan betød ikke længere noget for Johannes; jeg tror ikke han havde meldt sig ud, kom der bare ikke. Han havde været med i den fra dens begyndelse og havde faet gode venner der; klubben var lille, alle kendte hinanden. Man kom der for at snakke hyggeligt med folk af andre professioner og lære lidt om livet udenfor eens eget miljø. Efterhånden som det blev "in" at være medlem, gik han.
En forening, Johannes holdt fast ved, var Kammermusik-foreningen, i daglig tale kaldet "Natmands-foreningen", fordi man først begyndte møderne Kl. 9. Da Damer her indskrænkede sig til udøvende kunstnere, kunne jeg benytte aftenen til at se dem af mine bekendte, som Johannes ikke var særlig interesseret i, eller rode med et eller andet arbejde, som ikke egnede sig til dagligstuen.
Johannes havde aldrig været en robust person; og efter hjerteanfaldet var jeg altid urolig for, hvad der kunne ske. Han passede sin insulin sprøjte, men tog ellers ikke meget hensyn til sit helbred. Ved een lejlighed gik det galt, netop fordi han havde fået insulinen.
Han var syg, jeg tror det var en almindelig Influenza, men han havde meget høj feber, så da vi havde en problematisk hushjælp, ringede jeg til et bureau efter en sygeplejerske, der kunne være hos ham, mens jeg var i skole. Da jeg kom hjem, spurgte jeg naturligvis med det samme, hvordan han havde det, og hun svarede "Udmærket, han sover hele tiden" og så gik hun. Da jeg derefter kikkede ind i soveværelset, så jeg til min forfærdelse hans morgenbakke på kommoden og hans frokostbakke, urørt på natbordet. Jeg var vis på, han havde faet sin insulin, så jeg ruskede i ham for at fa ham vågen. Umuligt! Et lyn-opkald til Kaj på hospitalet. "Prøv at få noget sukkervand i ham; jeg kommer straks". Det gjorde han sammen med Niels Krarup, og det lykkedes dem at bringe Johannes til bevidstheden igen. Jeg var aldeles rystet, men han selv havde slet ingen fornemmelse af at have været i livsfare.
Ved en anden lejlighed var det også en sygeplejerske, der gav mig et chok. Johannes havde fået betændelse i en tå; en lille sag, men en betænkelig sag for en sukkersygepatient, så Sigurd Franck, der så på den, sagde til ham: "Du må hellere komme ud til mig på Sundby Hospital, så vi kan passe på den et par dage". Da jeg kom derud den næste dag og spurgte sygeplejersken, hvordan det gik, svarede hun: "Det er vist ikke så godt, de snakkede om at sætte benet af. " Jeg havde en frygtelig nat og formiddag, indtil jeg fik opklaret, at det de havde talt om, var at amputere tåen; og så var de oven i købet kommet til det resultat, at det ikke var nødvendigt. Efter den tid har jeg forstået, hvorfor sygeplejersker har strenge ordrer til ikke at give de pårørende oplysninger om patienterne.
Johannes var på sine ældre dage ikke nogen "nem" mand, slet ikke når han var syg, og som hospitalspatient simpelthen "Umulig". Jeg husker første gang, han var indlagt; det må vist have været på Rigshospitalet, hvor man fandt hans sukkersyge, at han påstod, han ville få et nervesammenbrud, hvis han i flere dage skulle se på den grå væg og gennemførte at få en blomstrende Nasturtie i vinduet og en antik gipsstatue stillet op for fodenden af sengen. På Blegdammen indforskrev han--dog på egen regning--en ny madras, og lod bringe en anden lampe og sin egen lænestol.
Heldigvis kom Johannes ikke til at leve sine sidste dage på et hospital Han havde ligget i sengen et par dage; ikke mere syg end at Kræsten Iversen havde siddet og snakket med ham det meste af eftermiddagen; om aftenen blev han træt af at ligge ned og satte sig i badekåbe ind i stuen, hvor jeg var. Vi havde siddet og snakket nogen tid, da han pludselig blev dårlig; jeg løb ud for at hente noget vand og en skål, han kunne kaste op i. Da jeg kom ind igen, var han faldet bag over i stolen. Jeg var helt ude af mig selv, og anede ikke, hvad jeg skulle gøre; vidste ikke bedre end at ringe til Kaj: Min stadige støtte. Han og Jinge kom øjeblikkelig og fik Johannes lagt ind på sengen. Han var død.
De og Kræsten Iversen hjalp mig på alle måder; jeg var helt stiv indeni, men klarede at holde en rolig facade, for der var mange ting, der skulle ordnes. Først begravelsen. Johannes havde forlængst meldt sig ud af Folkekirken, brød sig bestemt ikke om præster og prædikener; men han var et religiøst gemyt, og elskede kirker og kirkemusik, så en kirkelig begravelse var på mange måder det mest nærliggende. Jeg talte med Pastor Ørsted, Holmens Kirke, der med stor forståelse havde set på, at Kresten, som havde gået til forberedelse hos ham, alligevel ikke ville konfirmeres. Han foreslog, at han sagde et Fadervor og foretog jordpåkastelsen, at en af vennerne holdt mindetalen, og at vi iøvrigt ordnede salmer og musik, som vi ville. Akademiets Administrator mente, det var naturligt, at de ordnede begravelsen. Jeg sagde, Ja tak ! Det passede godt nok til Johannes med en stor officiel begravelse, og jeg var kun glad for at slippe for de praktiske sider. Det blev meget smukt. Hans elever, i hvide kitler, stod æresvagt om kisten, der var dækket af et Dannebrogsflag. Der var et hav af blomster og levende lys overalt i kirken. Thorvald Nielsen spillede Mozart og både Kræsten og Axel talte. Jeg husker ikke, hvad de sagde, jeg tror knap, jeg hørte det, men jeg husker billedet af den fyldte kirke og hører violinen. Det hele kom mig ikke rigtig ved; jeg havde taget afsked med Johannes den foregående aften, da en lille kreds af gode venner havde båret kisten ud af hans atelier og fulgt ham over i kirken.
Han blev begravet på Garnisons Kirkegård og Niels Frandsen huggede en flad liggesten i en marmorblok, som stod i atelier'et; det var en særlig fin græsk sten, der ikke behøvede nogen udsmykning, kun hans navn og data i den smukke skrift fra Trajansøjlen. Han blev lagt under et træ, som han havde ønsket det. "Så kan jeg høre regnen på bladene" Kongen og Dronningen havde sendt en pragtfuld dekoration og en Adjudant til at repræsentere sig i Kirken; så jeg drog i audiens for at takke, som det sig hør og bør.
Straks efter begravelsen gik jeg i gang med mit skolearbejde; der var meget at se til, så jeg fik nok at gøre. Psykologisk nok en udmærket kur mod sortsyn, men ret hårdt efter de sidste svære år.
Det tog nogen tid, inden det blev ordnet, så jeg kunne overlade mit lejemål til den nye professor, Gottfred Eickhoff, mod at der blev lavet en lejlighed til mig på l. sal. I mellemtiden lånte Hugo Liisberg det øverste atelier, og Oluf Steen og hans kone nogle måneder et par rum nedenunder
I sommerens løb havde Kresten giftet sig og var flyttet hjemmefra, så det var alene, jeg i Oktoberferien flyttede ind ovenpå. Atelier'ets værktøj og kavaletter blev overladt venner og elever, med undtagelse af en kasse små, fine redskaber, som jeg ville beholde, både som minde og til brug; den forsvandt sporløst under flytningen.
Thorlacius-Ussing tog sig af anbringelsen af de store gipsmodeller, ordnede afviklingen af løbende forretninger og fik også enkelte ting solgt. bl. a. en statue til Randers og en statuette til Århus Kunstmuseum. At han efterhånden også tog sig af mig, er en helt anden historie.
Selvom man nok kan sige, at Johannes altid har prioriteret sit arbejde, betyder det ikke, at han har været uden interesse for sin families forskellige medlemmers ve og vel. Han var selvfølgelig med årene kommet på afstand af sine søskende, ikke alene i bogstavelig forstand. Der var nok andet end bælterne der skilte ham fra den meget religiøse købmand Octavius og den hidsige L. S. landmand, Claus. Niels og hans kone Mary, der boede i København, så vi ret ofte. Johannes bevarede en stor taknemmelighed for deres storsindede hjælpsomhed i hans tidlige ungdom, hvor de faktisk havde delt deres sidste brød med ham, men noget intimt forhold var der ikke tale om. Anderledes med hans søster Ingrid, som vi kun så ved sjældne lejligheder. Han omtalte hende ofte og meget kærligt, bebrejdede sig selv, at han ikke havde kunnet støtte hende i svære tider, hverken på den ene eller den anden måde. Hvad rolle hans søster Marie har spillet for ham, ved jeg intet om.
Naturligvis slap han ikke sine børn efter skilsmissen, hvor de boede sammen med deres mor. Han omfattede dem med den største interesse. (Jeg husker f. eks. hvor rævestolt og glad han var, da Hannah fik sølvmedalje for sin vævning). Jinge giftede sig lige efter moderens død, Hannah kom til at bo på Kvisten i det samme hus som vi; et udmærket arrangement, hvor hun kunne være meget hos os, uden at føle sig bundet. Da vi flyttede til Sølvgade, lånte hun Johannes atelier på 1. sal i Frederiksholms Kanal, så de stadig sås meget. Johannes var mere end glad for begge sine svigersønner, holdt deres doktor-gilder, og forsøgte at følge dem i deres arbejde. Kaj var hans læge, med megen omhu og megen tålmodighed, livet igennem.
Johannes havde været henrykt for den lille Kresten og i de første år havde de det dejligt med hinanden; i de senere år førte hans interesse for drengen og hans arbejde til så megen indblanding og irettesættelse at forholdet ikke blev så harmonisk, som alle havde kunnet ønske. Han beundrede drengens sprogligee færdigheder og hans dramatiske evner, men glemte at fortælle ham det. Hans kærlighed til ham var der aldrig tvivl om.
Børnebørnene var ham til stor glæde. Han spillede f. eks. troldmand. Hans dobbeltkapslede uhr var magisk, det sprang op, når Peter pustede på det. Det var lige sjovt hver gang. "Ride ranke " havde en tendens til at blive ret voldsom, lidt farligt og meget spændende, selvfølgelig altid med en lykkelig landing, når rytteren blev slået af. Til jul blev der rigget et juletræ til i det første atelier. Det var enormt, i alt fald set med barneøjne. Bedstefar havde haft overopsyn med udsmykningen og selv tegnet engle og lavet nissemand med lys i lygten til toppen. Når så hele familien samledes om det og sang alle de gamle salmer, var han lykkelig.
Flere af de gamle kunstnerkammerater vedblev at komme både til fest og til den daglige eftermiddags the, når mørket faldt på. De fleste af mine gamle studiefæller var hurtigt flyttet fra byen, også min gode veninde Gudrun Henriques, men heldigvis havde hendes Sverrigsophold ført hende tilbage til København. Hun havde giftet sig med Alf Henriques, der var dansk rejse-lektor i Sverige, og som efter krigen blev knyttet til det kgl. Teater. Johannes havde mange interesser fælles med dem og kom til at sætte megen pris på dem begge
Naturligt havde Johannes altid været socialdemokrat, selvom han aldrig havde arbejdet aktivt for partiet. Han kom, gennem maleren Anton Hansen, til at kende flere af lederne. Hans Hedtoft., H. C. Hansen, navnlig Julius Bomholt satte han meget højt. I hans ministertid havde de meget med hinanden at gøre og havde i store træk de samme idealer og ideer om, hvad der kunne gøres for at forbedre kunstens og kunstnernes vilkår i Danmark. Desværre havde Bomholt ikke den styrke og slagkraft indenfor partiet, der skulle til for at føre dem ud i livet
Den socialdemokratiske folketingsmand Bollerup Madsen havde sommerhus ved siden af Staunings, nær ved mine forældres hus ved Vesterhavet. Han boede i Ålborg og var alene, når han var i København, så han kom ofte og snakkede Politik. Akademiets administrator Albert Michelsen blev ogsa en god ven. Deres samarbejde var forbilledligt.
Johannes var som sagt ikke kristen, men på sin vis et meget religiøst gemyt og ved enhver lejlighed de åndelige værdiers talsmand. Meget forenklet: Han forestillede sig et makrokosmos og et mikrokosmos med en fælles grundform, skabt af et centralt kraftfelt, en åndelig magt, som ved at skabe mennesket har givet det del i sin ånd og dermed et ansvar og en pligt til at bruge livet på at udvikle den. I al beskedenhed mente han, at kunstnere og forskere af alle arter, ved at være givet særlige evner, og en særlig stræben efter det fuldendte, også havde fået et særligt ansvar for at forvalte dem. Hvad det end skulle koste, måtte alt andet vige for denne pligt. Mærkværdigvis fik han også sine nærmeste til at acceptere det. Det har næppe strejfet hans tanke, at fantaster og despoter vel ofte er skåret over samme læst.
Hans embede satte ham i forbindelse med mange mennesker i store stillinger, men han var ganske usnobbet. Penge eller position var ingen værdimåler. Han afskyede enhver form for fup og fidus og satte stor pris på de dygtige håndværkere, han mødte i sit arbejde.
Han var meget sikker på sit talent men uendelig ydmyg overfor de store mestre. Ægyptere, grækere eller italienere, uanset deres stil Aldrig helt tilfreds med sine egne resultater, men med et stadigt håb om at det ville lykkes bedre næste gang. Avis-kritik sårede ham ikke egentligt, men var selvfølgelig ubehageligt og skadeligt for økonomien. Om en kendt kunsthistoriker, der havde givet et af hans arbejder det glatte lag, sagde han blot: "Han har ingen sans for skulptur. Han kan ikke SE, det er synd for HAM." Og når man bebrejdede ham de senere arbejders "naturalistiske "formsprog, rystede han på hovedet og sagde: "Man skulle tro, at renaissancens mestre havde bevist, at en tematisk karakteristik godt kan forenes med kompositionen stramhed og detaljernes rigdom". Hans trosbekendelse fra Parisertiden gentog han ved enhver lejlighed.:
"Statuekunstneren må bygge sin Statue således op, at Grundformen i den virkelige eller imaginære Blok, hvori den er skabt, på klar måde mærkes, så Dybderne ind i Rummet fornemmes, hvorfra end Kunstværket ses- og det på en sådan Måde, at man føres rundt, får tilskyndelse til stadig at se den fra en ny Side, stadig følgende Silhuetten, der som Melodien i Kompositionen kommer igen med Variationer, udløses, går over til en anden--- for efterhånden som man er blevet draget helt rundt om Figuren at give een det hele og fulde Indtryk af det, der er Skulpturen. -- Den ideale Statue har ingen Facade, men er en Ting, hvis tusinder af Silhuetter tilsammen skal give det sande Indtryk af det, Kunstneren har villet."
Han elskede fest og lystighed, men tålte ikke grovheder eller en halvsjofel vittighed. Drak gerne i et glad lag, men aldrig til hverdag. Hans daglige liv må nærmest kaldes puritansk. Enkelt og arbejdsomt.
Han var kritisk og krævende men også øm og kærlig, medfølende og forstående for de små og svage. Jeg vil dog ikke sige at han var en sammensat natur, snarere ---som Voltaire sluttede sin bog om Karl den Tolvte: "Il avait les défauts de ses vertues " Han havde sine fortrins fejl.
Minna Bjerg
Laasbygade ? Kolding.
Shønbergsgade 6. København
( Hotel des Ecoles, rue Delambre. Paris)
Gammel Kongevej 163. Kbh.
22.rue du Cherche-Midi. _aris
13.rue Ravignan
39.Boulevard St Jaques
35.rue d'Alecia
Steenstrups Allé. 7.
Strandvejen 22
Aggershvile Allé. Skodsborg
Frederiksholms Kanal.
Algade Ålborg.
Frederiksholms Kanal 28.a.
Ovengaden over Vandet. 90.
Sølvgade 22.
Frederiksholms Kanal 28.c.